Neanders – 40 års jubilæum. Neanders spiller fredag aften.
…fordi musik skal være levende…
Med ovenstående passende slogan har Neanders spillet sin funky New Orleans jazz lige siden 1978, hvor H.C. Rosendal samlede bandet State School Stompers på Aabenraa Statsskole. I 1981 blev navnet ændret til Neanders, da ingen af medlemmerne gik på statsskolen længere.
Udgangspunktet har altid været den klassiske New Orleans stil; men repertoiret indeholder også numre fra andre epoker af jazzens historie blandet med nyere ting fra rock ’n’ roll perioden og inspirationer fra cajun og zydeco – alt sammen udført med det helt særlige Neander-touch. Og så er bandet ikke mindst kendt for en meget levende sceneoptræden, hvor det ikke er usædvanligt, at det går ”street parade” blandt og med publikum. Selv nu, efter 40 år på alverdens jazzscener, er Neanders stadig blandt de allerbedste og mest fornyende indenfor New Orleans genren.
En koncert med Neanders er nemlig altid garanti for en helt særlig oplevelse, hvor der altid opstår en speciel intimitet mellem musikerne og publikum. Og den bliver kun bedre, når sidstneævnte også kaster sig ud dans foran scenen.
Neanders har optrådt stort set overalt i Danmark, og de har også gæstet både Tyskland, England, Sverige, USA og Malaysia samt været et fast indslag på Tønder Festivalen igennem mange år. Og så har bandet også gjort sig i koncerter med de fantastiske sangerinder Lillian Boutté og Tricia Boutté.
I dag består Neanders af følgende medlemmer:
Per Neander Kristensen (siden 1979): Trompet og vokal H.C. Rosendal (siden 1978): Klarinet, altsaxofon og vokal Jens Agerholm (siden 2000): Trombone Chris Vagn-Hansen (siden 1978): Banjo, guitar og vokal Henrik Bay Møller (siden 1986): Kontrabas og vokal Claus Christensen (siden 1978): Trommer