Glæd jer til gensyn med Benjamin Aggerbæk

Benjamin Aggerbæk er en københavnerbaseret komponist, sanger og ildsjæl. Hans nu 4 albums dækker alt fra det folk’ede til det jazz’ede – fra en helt nøgen soloudgivelse med kun Aggerbæks farverige vokal og akustisk guitar til stort anlagte orkesterplader med masser af blæs og stryg. Benjamin Aggerbæk mestrer begge formater og optræder både alene med sin guitar i bedste singersongwriter stil og som moderne jazzcrooner i front for sit 15 mands store Aggerbæk Orchestra, der leverer charmerende swing og klassisk inderlighed.

Aggerbæk er således en mand med mange projekter; man kan høre hans musik i radioen, hvor flere sange fra hans seneste album er blandt de mest spillede på P8 Jazz, møde ham ugentligt på en af hans sangskriverscener eller til et af DMF-Københavns mange initiativer, hvor Benjamin sidder i bestyrelsen. Benjamin er modtager af såvel DMF-københavns ildsjælspris 2012 og den nordsjællandske jazzfestival ”New Note Festival”s ærespris for arbejdet for originalmusikken på de ugentlige open-mic sangskriver-scener i København og omegn samt debutpladen ”Back In Town” i 2008.

Benjamin spiller solo på Cafescenen lørdag aften/nat og tidligere på dagen i forbindelse med Singers in the Round på Salscenen.

Han spillede på sidste års festival og tryllebandt han publikum med hans helt fantastiske stemme, guitar og tekster.

Se mere – www.aggerbaek.dk/